Life is a prison. Death is release.

V: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 16.4.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Vores heltemodige kamp imod den uhellige dæmon fortsatte med at køre på højeste blus, og efter en hård kamp lykkedes de Senior Sergent Alexander at ødelægge dæmonen med vredens ild fra hans våben, og sende den tilbage til den uhellige rige.

Selvom Kampen var forbi valgte Morn stadig at satse på kloak åbningen, men til hans uheld der mørk og den gode præst måtte tage turen ned i hullet med hovedet først. Dette lagde jeg mærke til, og jeg var derfor ekstra opmærksom på ikke at skvatte ned i hullet og komme til skade, også selvom det var vores eneste umiddelbare vej ud af dette bagholdsangreb.

Selvom Dæmonen var udslettet var rummet stadig fyldt med uhellige xenos, og disse valgte som de kujoner de er at udnytte forvirringen, som dæmonen havde skabt, til at skyde på den gode Alexander. Og imens denne skudveksling fandt sted gik der ild i rummet. Om det skyldes den store mængde promethium der havde gennemvædet rummet, eller et andet uhelligt trick ved jeg ikke. Hvad jeg ved var at det styrede imod Alexander og Psyker Thorn. Det lykkedes for den hurtige Senior Sergent at undgå flammerne, men alle ved at hekse er let antændelig og tiltrækker ild, derfor gik der ild i Thorns ene ben. Thorn og Alexander valgte at retræte var det bedste og sprang ned i kloakken. Thorn så ikke ud til at klarer faldet godt, men der var ikke tid til at klarer det. Jeg har mistet Volk og den tidligere besatte person af syne, men ilden var for høj til at gøre noget. Jeg råbte ”By the Emperors furies! We will be back!” og hoppe efter de andre nede i kloakken.

Nede i kloakken tog den stærke Alexander den sårede og usle Thorn op på sine ryg og vi begyndte at løbe. Jeg var bagerst parat med min flamme pistol, hvis de usle Xenos ville finde på at følge med. Vi havde regnet med at Morn var hernede, men han var ikke i syne. Vi havde meget andet at tænke på, og vi gik ud fra at han bare var løbet i forvejen. Så hurtigt vi kunne bevægede vi os igennem kloakken for at finde et dæksel vi kunne kravle op af og tilkalde forstærkninger.

Vi kravlede op af de hul der hed I-4. Efter alle var oppe, så begyndte Alexander at sikre området. Thorn var besvimet at sine smerter, og jeg begyndte at voxe efter de pansernæve enheder der var vores forstærkning. Det viste sig hurtigt at store dele af forstærkningerne var kommet i kamp med de usle xenos og led svære tab. Det endte med at kun en chimera kunne komme os til hjælp. Efter noget tid lykkedes os det endelig at få kontakt til Morn over voxen. Manden var blevet ved med at løbe i lang tid. Vi sagde at han skulle finde frem til I-4 ligesom forstærkningerne.

Efter noget tid dukkede Morn op. Vi ventede lidt, og så dukkede den sidste chimera op fra forstærkningerne. Her dukkede Sergent Volk også op igen, hvordan han var undsluppet flammerne ved jeg ikke men han virkede rystet. Vi kørte hen imod den del af bygningen der nu stod i flammer i håbet om at få noget mere information. Her lykkedes det os at fange den preatorian der havde været besat. Jeg valgte at tilbageholde ham under mistanke at han var videre indblandet, eller at Xenos tanker stadig gemte sig i hans hoved. Desværre kunne vi ikke komme ind i bygningen og få fat i et lig fra en af de besejrede xenos, da flammerne var alt for store på dette tidspunkt. Herfra voxede vi også til løjtnanten der havde mistet mange mænd, at du skulle møde op med os, så vi kunne vente på forstærkninger i samlet flok.

Jeg voxede hurtigt til Obersten om situationen, og han var forstående og valgte straks at sende 1.kompagni afsted med chimeras. Jeg fik vox kannalen til Kaptajn Jebedia der var CO i 1. kompagni. Han og jeg blev enige om at hele området omkring fabriks hallerne skulle i karantæne, og systematisk gennemsøges og udrenses.

I den time der ville gå før 1. kompagni ville ankomme spildte jeg ikke tiden. Jeg valgte at snakke med løjtnanten der havde været i kamp imod de usle xenos. Desværre kunne han ikke fortæller ret meget, da det hele var sket hurtigt og i snævre gang. Så han vidste ikke hvorledes de så ud, kun at hans mænd var blevet skåret i stykker af skarpe våben, noget der straks førte mine tanker tilbage på den forræderiske vicevært som også var blevet skåret i stykker af en formodet xenos. I denne tid ankom Løjtnant Straken også. Han var selvfed som altid, og ankom i et usømmeligt fartøj. Som altid vidste han ikke var der skete omkring sig og begyndte at kræve kommandoen. Noget han som sædvanlig kun får officielt, da alle mændene tydeligt kan se hans inkompetence.

Efter noget tid ankom 1. kompagni med alle deres Chimera kørende smukt på en lang række, for give Kejserens fjende det de har fortjent. Men en ussel xenos heks valgte at lave en ildmur på vejen. Men den slags usle hekserier bider ikke på Kejserens panserede styrker. Så på min kommando lavede den sårede Thorn en scanning og lokaliserede den kujon agtige xenos. Der blev åbnet ild og fjenden blev besejret.

Herefter begyndte den lang kamp med at for renset alle haller og gange. Dette gik også rigtig godt i starten, hvor de brave soldater fik presset de usle xenos langt tilbage. Men pludselig stødte mændene på en xenos rede, og fremrykning blev herfra meget svært.

Kaptajnen sendte flere folk ned i gangene for at bekæmpe de usle xenos. Det blev besluttet at de var langt bedre at hente flere folk, og så holde den usle xenos rede i karantæne så længe så muligt med de folk vi havde til rådighed.

Der blev voxet op til Obersten igen, og han sagde at han ville sende endnu et infanteri kompagni og et mechaniseret kompagni fra xenthorp med flere folk og chimeras.

Imens vi ventede på forstærkninger hold soldaterne xenosserne stangen, imens vi holdt et møde med kaptajnen. Vi blev enige om at vi ville lave en karantæne zone hele vejen uden om den usle xenos rede. Men der var to problemer. For det første var der alt for mange gang i forhold til antallet af mænd vi havde tilbage, og for de andet havde vi ikke noget sprængstof til at lukke nogle af gangene. Så vi var ikke klarer over hvordan vi skulle holde dem inde.

Imens mødet kørte på valgte de usle og kujonagtige xenos at lave et modangreb på vores styrker i tunnellerne. De viste sig dog hurtigt at de udleverede senneps gas som 131. bruger var yderst effektiv imod de usle xenos.

Med denne nye opdagelse valgte Kaptajnen at vi skulle tage kampen til de usle xenos og derved vinde hæder og ære. Og Straken var fornuftig nok til at foreslå at Kaptajnen ledte fra fronten, hvilket både jeg og kaptajnen syntes var en god ide, og jeg mente at vi skulle gøre Kaptajnen selskab i det modige angreb.

Så sammen med Kaptajnen og hans vagter bevægede vi os ned i de gang som de usle xenos havde lavet. Takket være gassen var fronten nu rykket ind i reden, og vi fik vores første syn af dem og deres bygge teknik. De var hæslige uden sjæl og med tomme ansigter og med mange ben. De bar deres primitive sværd og våben. De mindede mig om en blanding af et spøgelse og en stor edderkop.

Thought of the day: Only a sinner would question dogma.

Comments

Migal

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.