Life is a prison. Death is release.

X: Confessions of the Confessor

Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Det var eftermiddag d. 130. dag. Inkvisitionen havde lige været her for at beslaglægge alt hvad vi havde beslaglagt, samt alle vore fanger og rode vore telte igennem. Alexander fulgte dem rundt og gav dem de ting vi ikke havde noget problem med at afgive og som ikke længere var relevante. Han sørgede for at de ikke fik vore våben og lign. Endnu et bevis på at det er inkompetente folk at gøre, da det eneste de laver er at tage bevise fra andre kejserlige tjenere.

Jeg begyndte at forberede mig på messen for Alexander den følgende dag. Jeg ville benytte lejlig-heden til at rose Alexander og få lidt morale tilbage i regimentet. Jeg regnede med de ville få brug for det i tilfælle af at jeg ikke længere ville være der til at holde moralen oppe. Jeg snakkede med broder Vorbis. Han sagde at vi nok skulle holde messen på basen, da vi var i krig og ingen mænd måtte forlade basen uden tilladelse. Jeg satte ham derfor til at flytte alter, talestol og statuer ud foran kommando teltet, så messen kunne holdes der.

Kort tid efter blev messen afholdt. Vi hylede Alexander og han blev fremhævet som en god soldat og en tro tjener af Kejseren. Han fik sin fortjeneste medalje, samt den gyldne aquila af jeg selv. Obersten benyttede chancen til at briefe mændende kort, og jeg holdt selv en fremragende tale om hvorfor vi, Kejserens tro tjenere, altid skal bekæmpe de usle xenos. Folk var udmærket opstemte. Men den vantro sergeant der spurgte om talen var forbi, så mændene kunne komme tilbage ødelag-de lidt mit humør. Et eksempel på at dette regiment ikke er hvad der var engang.

Jeg brugte aftenen på at pakke alle mine ting ned. Jeg satsede på at vi skulle forlade regimentet og muligvis planeten indenfor kort tid, så jeg ville have alt med. Pakkede tøj, udstyr, skrive ting, helli-ge ting, samt min gamle gave, guldkoppen. Jeg drak også lidt mere amasec for at berolige jeg selv over mine mange tanker ang. morgen dagen.

Stod op tidligt ved 06.00 tiden d. 131. dag for at gøre mig klar. Fik styr på det sidste og tog mit grej med ud for at mødes med de andre. Ude ved salamanderen fik vi pakket alle brugbare former for våben og ammunition ned. Vi efterlod de ting vi ikke regnede med vi skulle bruge, såsom mange rifler og ammunition. Det tog noget tid at få pakket køretøjet, da Løjtnanten som sædvanligt ikke gjorde det lettere. Han lod til at ville have alt med, inkluderet våben og skridt der ikke kunne bru-ges, eller som vi ikke have ammunition til. Men tilsidst kom vi afsted.

Vi kørte igennem det øde og ruin agtige landskab omkring rumhavnen. Det var et usselt sted, men vi kom endelig ud til det gamle tempel ved 08.00 tiden. Her havde vi aftalt at vi skulle møde op med Morn, der havde skjult sig de sidste par dage.

Morn stod der allerede sammen med en anden mand der kunne være en techpræst. Denne mand var i gang med at sætte en scanner op der dækkede over et stort område. Scanneren var lavet til at lukke alle vox signaler ned, så ingen kunne spionere på os. Manden fortalte os, at Vimes ventede på os inde i kirken. Broder Vorbis kom hen og sagde at han ikke kunne lide alt dette og hvem de mænd var. Jeg sagde blot at det var bekendte og det var noget jeg nok skulle tage mig af.

Da vi kom ind templet stod Vimes der allerede. Han fik sine ting tilbage han havde mistet da han teleporterede væk fra xenos reden, da Alexander havde taget dem med. Vi begyndte at snakke. Han repræsenterede en gruppe kejsertro personer der gjorde alt for at bekæmpe xenos og straffe de men-nesker der har forrådt Kejseren ved at samarbejde med disse. Han kunne allerede fortælle at Kaptaj-nen fra ”Skt. Leopolds Nåde” og Obersten fra 131. var med. Han ville gerne have os med, og havde midlerne til at få os ud af garden. Vi sagde stort set alle ja.

Vimes kom hurtigt frem til vore første opgave. Eurogatta, som vi alle vidste, er en xenos sympatisør skulle straffes, og hans mange økonomiske midler skulle finde bedre brug. Derfor var vores første opgave at beslaglægge hans boks med credits og værdier i Kejserens navn. Vimes kom med en masse detajler og tilbød os et lift sydpå med det samme.

Lige pludselig stod grupppen uden for militær rang og vi skulle til at ”angribe” Løjtnanten tidligere ven Eurogatta. Alle i gruppen, undtagen løjtnanten pegede på jeg selv som leder, da jeg fortolke Kejserens vilje i gruppen. Løjtnanten var ikke tilfreds og begyndte at opfører sig mistænkeligt. Han ville tænke mere over det og tage tilbage til basen og snakke med Obersten. Vi var tæt på at skyde ham ned, men Vimes og jeg blev enige om at Obersten var på vore side, og at hvis han blev et pro-blem i fremtiden, så kunne det ordnes der.

Da Løjtnanten tog tilbage til basen tog Thorn med for at holde øje, under dække at han havde glemt nogle ting. Thorn begynder mere og mere at blive en god tjener af Kejseren.

Imens vi stod og ventede kom Vimes med forklædning og andet udstyr der kunne blive nødvendigt.

Thought of the day: Do not think on the Emperors will, abide by it.

View
IIX: Krisnas warstories

Referat nr. 8

Vores helte er delt i to grupper. Vi har den altid store confessor Cortez, seniorsergenten og den mindre kætterske Hr. Thorn er blevet sat fri af Inquisitørens mænd. At de sætter den altid store con-fessor Cortez og seniorsergenten på fri fod giver jo god mening men at de sætter den mindre kætter-ske Hr. Thorn fri er underligt. Der er kun to mulige forklaringer: det må være for at forvirrer fjen-den, eller for at vendte på han begår fejl igen. Efter en kort samtale bliver den altid vise løjtnant også sat på fri fod.

Den heltemodige men ikke særligt kloge sergent Volk taler lidt med, Inquisitørens mand og overta-ler ham (Inquisitørens mand) til at finde et nyt xenos dyr frem. Dette dyr skal overtale den heltemo-dige men ikke særligt kloge sergent Volk til at svare lidt mere fornuftigt på Inquisitørens mands spørgsmål. Den heltemodige men ikke særligt kloge sergent Volk vælger at hjælpe Inquisitøren i stedet for at give flere vredesudbrud.

Den altid vise løjtnant aflægger rapport til obersten, meget kort og upræcist. Den altid store confes-sor Cortez og den mindre kætterske Hr. Thorn samtaler om hvilke oplysninger vores helte har om Esmer Darkling. Den mindre kætterske Hr. Thorn tager den imperielle skatteopkrævers kropshand-ske for at aflevere den til Inquisitørens mand.

Den heltemodige men ikke særligt kloge sergent Volk aflægger rapport til den altid store confessor Cortez, ham skal lige som de andre der skal skaffe alt information om Estma Darkling. Herefter går han ned efter en ny uniform, her har den altid store confessor Cortez fundet en venlig tekpræst der hjælper ham med at afkode brevet. Den heltemodige og måske normalt begavede sergent Volk fin-der ud af at han kan desarmere sit halsbånd. Den altid heltemodige sergent Volk finder ud af at han ikke sådan uden videre kan få fat de rapporter Inquisitørens mænd har sat ham til at finde. Den hel-temodige, men ikke særligt kloge sergent Volk begynder at ligge sig ud med obersten, men ved at æde sine ord igen meget hurtigt får han redet situationen igen. Obersten fortæller Volk at han syn-des at Inquisitørens mænd jo skal behandle folk ordentligt.

Den altid heltemodige sergent Volk vender tilbage til den altid store confessor Cortez og fortæller at han ikke kunne få hjælp til at få fat i rapporterne. De bliver enige om at Volk den efterfølgende dag skal forsøge at pille halsbåndet af. Seniorsergenten bruger dagen på at træne alt hvad han kan.

Den mindre kætterske Hr. Thorn finder i hans alkohols tåger at han og han alene ved hvad der fore-går. Han begynder dagen efter at fortælle den altid store confessor Cortez om hans plan. Han prøver at fortælle den altid store confessor Cortez at Inquisitøren er det rigtige valg samt at adelen og xe-nos er i ledtog med hinanden. De to lader til for første gang at snakke rigtig sammen øje til øje, og truer hinanden eller det vil sige den kætterske Hr. Thorn truer den altid store og hellige confessor Cortez. Den kætterske Hr. Thorn siger igen at problemet ligger ved Hr. Morn. Det ender dog med at de skåler. Efterfølgende kommer den altid vise løjtnant, han fortæller at vi skal stille ved obersten til middag, deres ordre er at de skal muligvis snakke med guvananten og at erklære planeten i undta-gelsestilstand.

Efter flere nærvende pirrende minutter slipper den altid heltemodige sergent Volk af med hans hals-bånd. Efter det lykkes så godt og let ved ham selv så overtaler han den altid store confessor Cortez den altid heltemodige sergent Volk til at han skal prøve at pille halsbåndet af den kætterske Hr. Thorn. Den altid store confessor Cortez får til ordre at tale med guvananten og generalerne der er i området for at finde ud af hvem af disse der er kejser tro. Seniorsergenten får den ærefulde opgave at kon-takte guvananten og ”forsøge” at overtale hende til at sætte planeten i militærundtagelsestilstand. Seniorsergenten tager hans Dress Uniform på og gøre sig klar til at snakke med guvananten.

View
IIX: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 28.5.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Jeg sad i mit eget telt og grublede over brevet. Jeg skulle have fat i koden så det kunne læses, og jeg skulle stadig have en løsning til hvis brevets indhold ikke var gunstigt for mig. Jeg planlagde, hvordan jeg ville informere inkvisitionen om det uden det ville skade jeg selv. Imens jeg sad og tænkte kom Alexander tilbage. Han var blevet frataget aktive tjeneste, og der var nogle folk der fulgte efter ham hele tiden. Jeg kunne ikke sige noget om brevet så længe de var det, så Alexander vendte bare tilbage til hans pligter med at træne folk i nærkamp.

Efter noget tid kom Psyker Thorn også tilbage. Manden havde fået en bombe om halsen, og skulle bevise sig værd, ved at skaffe oplysninger om Vimes til Inkvisitionen. Jeg fortalte ham alt jeg lige vidste, men nævnte intet om brevet, da jeg ikke vidste om jeg kunne stole på Thorn. Han fik ydermere en kopi af rapporten om fange Skibolt med, samt de tøj som Vimes havde efterladt sig, da han teleporterede væk nede i tunnelen. Disse ting tog han med for at give til inkvisitionen. Dette fik mig til at mistænke Thorn endnu mere, selvom han virkede utilfreds med opgaven.

Noget tid mere, så kom Volk tilbage. Han havde også en bombe om halsen, og var heller ikke længere i aktiv tjeneste. Heldigvis gældte dette kun kamp. Men i det mindste var han ikke forfulgt, så jeg kunne få koden fra ham. Dog kunne jeg ikke få den til at virke, da det var en kodning til at forstå teksten i brevet, og det en forholdsvis høj grad af kode. Så jeg voxede efter den lex mechanicus der før havde hjulpet Morn, og som var fra 1. kompagni. Desværre fik jeg svaret tilbage, at hun stadig var nede ved de andre kompagnier ved xenos redden. Jeg vidste at der ville der sikkert være agenter fra den næsvise inkvisition tilstede, og det ville sikkert forpurer noget med deres idiotiske prioteter. Så jeg droppede at kontakte hende.

Der gik ikke længe før Straken kom tilbage. Han havde ikke nogen efter sig, nogen bombe eller formindskning i tjeneste. Den slibrige slange var noget lusket uden om alting ved at spille dum eller lyve til forhøret. Men pyt, Kejseren skal nok sørge for at retfærdighed sker fyldest overfor de faldne, og løgnere er ingen undtagelse. Han ville have at vide, hvor folk var og hvad deres status var. Jeg svarede og vi gik hver til sit.

Efter noget tid fandt jeg ud af, at depot tjenesten havde en lex mechanicus der altid var på basen. Det var perfekt. En mand som ingen snakker med, i en afdeling ingen vil kendes ved og hele basen var tom. Jeg tog straks derned for snakke med manden. Manden var stille og rolig og ville meget gerne hjælpe. Han var meget forståelig overfor at intet skulle komme videre efter brevet var blevet oversat. Bare han kunne være i fred. Vi tog en kopi af brevet, som han kunne oversætte, da brevet var genkodet og ville eksplodere. Han sagde at det nok ville tage et godt stykke tid, så jeg begyndte at vente. Imens jeg stod og ventede kom Volk ind, da han skulle have en ny uniform. Han havde dækket hans bombe halsbånd til, hvis der var kameraer eller andet deri. Derfor skrev vi til hinaden på papir. Han havde fået til opgave at inkvisitionen at holde øje med os, og skaffe alle vores rapporter. Jeg sagde at han skulle skaffe dem det meste, men stadig være diskret omkring det og ikke give ting videre der ikke skulle videre. Jeg sagde at han kunne få hjælp fra Alexander. Endelig om aftenen d. 128. dag var brevet færdigt. Jeg og Lex mechanicussen blev enige om at dette ikke kom videre. Han var forstående. Men jeg tænkte ved mig selv at, hvis der skete noget, så kunne der måske være et led her der skulle forsvinde. Jeg gik tilbage til mit telt om aftenen og læste brevet. Det var fra Vimes. Han er med i en anti-xenos gruppe, der bekæmper xenos overalt, og disse ville gerne indbyde os. Han sagde at han havde høj nok kode og rang til at fritage os fra tjeneste som IG’er og komme med i gruppen. Han ville meget gerne mødes med os, og vi skulle bare være i mit kapel om morgenen d. 131. dag.

Om morgenen d. 129. dag sendte jeg en af mine yngre præste afsted ind til byen. Hans opgave var at fortælle det store tempel at jeg ikke ville kunne dukke op til cermonien den næste dag, grundet arbejde med inkvisitionen og IG. Jeg ville ikke have nogen løse tråde, hvis jeg skulle til at være med i en anden orden.

Jeg fik herefter skrevet en besked til Volk om indholdet i brevet. Manden er jo dum, men loyal, så han var mere en villig til at stille sig under mit banner.

Kort tid efter kom psyker Thorn ind til mig i mit telt. Han var oprevet og spændt. Han havde lige lagt Kejserens tarrot for at finde hoved og hale på situationen. Han viste mig hvad han havde fundet ud af. Adlen, den usle xenos og kætteren var imod os, og disse var muligvis også allierede. Og den eneste hjælp der var sand, var den vi kunne få fra skibet ”Skt. Leopolds Nåde”. Dette spillede rigtig godt sammen med det jeg vidste. Der var ingen tvivl om at de usle xenos arbejdede sammen med mange af de lokale kulte og kættere, og vi ved også at adlen har forrådt os før, og muligvis laver våben til de usle xenos. Ydermere passede hjælpen godt ind. Jeg vidste at vi ikke kunne forvente noget fra denne Inkvisitør. Men Vimes havde hjulpet os meget, og vi vidste at han havde været ombord på det omtalte skib. I lyset af dette valgte jeg at skrive en seddel til ham om brevet, og om han var med. Han havde stadig halsbånd på så snakke duede ikke. Psyker Thorn var mere en med og fulgte mit banner.

Imens vi sad og snakkede i mit telt begyndte folk at dukke op. Først kom straken ind og sagde, at vi havde en opgave fra obersten. Vi skulle hjælpe til med at skaffe militær undtagelses tilstand på planeten. Det lod til at store styrker at foræder soldater havde forladt deres poster, og var på vej imod hovedstaden. Men vi kunne ikke bruge ”Skt. Leopolds Nåde”s kanoner før der var undtagelses tilstand. Obersten havde sagt at vi stadig var i tjeneste selvom vi ikke måtte deltage i kamp. Dog skulle vi snakke med Obersten for flere detaljer. Alexander kom ind hurtigt. Jeg viskede til ham at han skulle gøre hans forfølgere så trætte så muligt, så de ville falde fra. Derfor tog han sig endnu en løbe tur. Volk kom bagefter ind med den besked, at det var lykkes ham at desarmere bomben i halsbåndet, så den ikke længere var farlig. Men vi var stadig urolige for kameraer og optagere. Jeg hjalp ham med at ordne bomben i Thorns halsbånd, så der ikke længere var bomber omkring os. Nu skulle vi selvfølgelig var klar på at dette ville nok ikke ligge godt med Inkvisitøren. Herefter skrev til en seddel til Straken om brevet. Han var også med. Dette havde jeg ikke ventet. Men det skylles nok vi er i undertal på planeten. Han vil nok bare væk den kujon.

Herefter kig jeg op til Obersten for at få flere detaljer om opgaven. Det viste jeg at være sandt. At mange lokale PDF troppe var på vej til byen og ville ankomme indenfor den næste uges tid. Disse var sikkert fjendtlige, da de kom fra den samme base, som vi var blevet angrebet af folk fra. Opgaven var tofoldig. Først skulle vi finde ud af hvilke PDF generaler på planeten der stadig var loyale med deres tropper, og derefter skaffe militør undtagelses tilstand fra guvananten, så vi kunne bombe dem fra kredsløb.

Straken og jeg blev hurtigt enige om, at vi ikke ville være de mest effektive til vi fandt ud af, hvad der ville ske efter d. 131. dag og mødet den morgen. Men vi mente det var ret vigtigt at vide hvem der var loyale, så Straken ville tage Thorn med. Det kunne være hans kræfter ville hjælpe til at læse folk om de var loyale. Vi satte Alexander til at kontakte guvananten. Vi vidste der stadig var en god del dage til fjenden var tæt på, så dette måtte gerne trække ud. Ydermere så ville Alexanders lave rang sikkert være et problem. Noget der alt sammen skulle give os mere tid.

Der gik dog ikke lang tid før Alexander voxede og sagde, at han havde en aftale. Yderst effektivt.

View
VII: Krisnas warstories

Referat nr. 7

Vores helte er totalt omringet og kullerne flyver vores helte om ørene. Området er fyldt med gas fra den altid heltemodige sergent Volks granater. Seniorsergenten beder den altid store confessor Cor-tez om ordre, svaret lyder: ”tag så mange af dem med os i døden kejserens lysende helte”. En af soldaterne er åbenlyst blevet berørt af kejserens ånd og tager en tank fra en flammekaster og løber mod de onde xenos. Denne heltemodige sjæl kommer dog kun få meter før kejseren ikke længere har planer der indvoldvere hans fortsatte beståen, tanken springer og gangen fyldes af flammer. Det er tydeligt for en hver at kejseren har planer for vores helte. I vores heltes mest trængte stund kom-mer de imperielle stromtropper ud af en port af hvidt lys. Ud af lyset kommer 10 imperielle stromtropper sammen med den imperielle skatteopkræver, højest mærkværdigt.

Denne hjælp kommer dog ikke for at rede vores helte men for at aflevere et højeste vigtigst brev. Dette brev er indkodet så det kun kan læses og røres af vores helte. Den imperielle skatteopkræver advare vores helte mod den modtagelse de vil modtage på overfladen. Seniorsergenten smider to gas granater og den heltemodige sergent Volk smider hans hjemme lavet bombe og detonere den lige så snart vi er kommet på sikker afstand.

Da vores helte kommer op af skakten, de omringet af folk. Der kommer straks hjælp til de sårede heltemodige officerer og den formodede kætter Hr. Thorn, en løjtnant nærmer sig og fortæller vores tre helte den altid store confessor Cortez, den heltemodige sergent Volk og seniorsergenten. Han fortæller at vores helte skal aflægge en rapport til en herre der står et stykke derfra. Det viser sig at denne person er en Inquisitør. Den heltemodige sergent Volk bevæger sig over til de sygepassere der tilser de sårede heltemodige officerer for at få tilset hans sår. Den altid store confessor Cortez og seniorsergenten aflægger rapport til en af Inquisitørens mænd. De fortæller åbenhjertet om hvad de har fundet på denne næsten kejserforladte planet. De fortæller både om deres opgave, fund og teori-er omkring deres hidtidige arbejde. Inquisitørens mand spørger meget indtil vores tidligere opgaver og den imperielle skatteopkræver. Seniorsergenten nævner Sigi den heltemodige menige der ofrede sit liv for at kejserens hellige ild kunne ramme de usle onde xenos.

Seniorsergenten bliver bedt om at smide sit tøj, det samme gør den altid store confessor Cortez men det foregår selvfølgelig i mere private omgivelser. Efterfølgende bliver vi fuldt hen i en rino sam-men med den altid store confessor Cortez, heltemodige sergent Volk, seniorsergenten, den altid vise løjtnant og den formodede kætter Hr. Thorn. Vores helte giver sig til at snakke med om hvad den altid store confessor Cortez og seniorsergenten snakkede med inquisitørens mand om. Efter en køre-tur på halvanden time stopper rinoen og døren bliver åbnet. Vores helte bevæger sig efter inquisitø-rens mand ind i en bygning hvorefter de bliver delt, en af vores helte i hvert rum.

Seniorsergenten bliver meget overfladisk udspurgt i første omgang. Derefter kommer turen til den altid store confessor Cortez han bliver noget mere dybtegående udspurgt om hvad vores gruppe af helte laver. Efter den store confessor Cortez er blevet udspurgt kommer turen til den heltemodige, men ikke særligt kloge sergent Volk. Den heltemodige men ikke særligt kloge sergent Volk svare af uforklarlige oversager ikke på inquisitørens mands spørgsmål, derfor får han tæv og får at vide at de nu vil anvende deres xenos dyr til at afhører ham på et senere tidspunkt. Herefter kommer turen til den formodede kætter Hr. Thorn der staks bliver behandlet som han bør behandles. Han får en hjelm på der svækker hans kætterske kræfter også går forhøret i gang. Den mindre kætterske Hr. Thorn fremhæver seniorsergenten for hans store mod overfor den onde dæmon. Desværre for den mindre kætterske Hr. Thorn går denne Inquisitør ind for at fjerne hans form for kætteri fra kejserens smukke univers. Den altid store confessor Cortez går efter hans forhør ind til seniorsergenten for at hører hvordan hans forhør gik. Herefter går den altid store confessor Cortez indtil den heltemodige, men ikke særligt kloge sergent Volk der er blevet bundet og tævet, confessor Cortez taler beroli-gende til ham og forlader ham igen. Den altid store confessor Cortez går derpå indtil den mindre kætterske Hr. Thorn og taler til ham om kejserens evige lys hvorefter han omsorgsfuldt ser til løjt-nanten. Den altid store confessor Cortez sørger for at vores udstyr bragt tilbage på basen. Efter en times tid eller to bliver seniorsergenten sat på fri fod, han finder hurtigt ud af at der er for langt til-bage til basen til at han kan løbe derhen indenfor en rimelige tids horisont. Desværre for den mindre kætterske Hr. Thorn bliver han sat på tre opgaver, han skal undersøge den imperielle skatteopkræ-ver, rapporter hvad vi ved om Estma og hendes undersåtter og sidst men ikke mindst skal han un-dersøge vores helte, han nævner straks at Mr. Morn måske er en kætter.

Seniorsergenten spørger de folk der overvåger ham om de har adgang til transport, da de ellers kan få et lift med ham tilbage til basen. Seniorsergenten prøver som den venlige person han er at smal-talke med de folk der overvåger ham, det lader desværre til at de ikke finder seniorsergentens ellers meget interessante krigshistorier.

Den heltemodige, men ikke særligt kloge sergent Volk bliver boksebold for vilde og onde space-monkeys.

View
VII: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 14.5.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Fjenden nærmede sig med hastige skridt. Der var usle xenos, gas og kugler alle vejne. Det så mest af alt ud til at vi skulle gøre os klar til at møde Kejseren, og kæmpe til døden.

Men midt i det hele blev alting klart og stille. Vox menigen blev helt klar i ansigt. Og med et samlede han en tank fuldt med promethium fra en flammekaster op. Han løb ind iblandt de mange usle xenos fjender og detonerede den. Han levede og døde som en man skal, for Kejseren. Han offer havde givet os noget pusterum, for nu var der flammer foran os, så den store gruppe xenos ikke kunne rykke frem. Men der var stadig mange fjender andre sted bag os. I alt forvirringen forsøgte medic menigen af hjælpe den sårede kaptajn.

Ilden foran os havde formet sig til en kæmpe glorie der dækkede alle overflader. Men dette stupide xenos valgte stadig at angribe. Vox operatørens offer var måske ikke nok. Men jeg var ikke klar til at give op uden kamp, og jeg kunne se at Volk og Alexander havde det på samme måde. Vi ville møde Kejserens fjender med spindende stål og troen på gude Kejseren i vore tanker.

Dog nåede det aldrig til kamp, for Kejseren havde andre planer med os. Pludselig var der et stort skarpt lys midt i gangen. Der var en masse larm. Med et stod der en stor gruppe stormtropper midt i gangen, som de var blevet teleporteret derhen af Kejserens vilje. Nogle få endte i væggene og blev sårede. I blandt dem var en gammel kending, nemlig tax-collector Vimes. Hvad han lavede der skal jeg ikke kunne udtale mig om på givne tidspunkt, men hvis dette er Kejserens vilje så lad det være således.

Disse nyankomne og friske stormtropper begyndte straks at nedslagte de usle xenos, som prøvede at angribe igennem den store ring af ild. Vi led nogle få tab, men det usle xenos led store skader og flygtede som de kujoner det atter har bevist de er. Da kampen var over og de sidste xenos var døde eller flygtede, så stod vi tilbage med Vimes og nogle af hans soldater. Men vi vidste at så snart de usle xenos havde fundet sammen i store flokke igen, så ville de blot vende tilbage til stedet.

Efter kampen ville vi meget gerne snakke med Vimes. Han sagde at han ikke havde meget tid, men at han havde noget til os. Det var et brev. Det var genetisk kodet, så det ville ødelægge sig selv, hvis andre end os prøvede at åbne det. Udover dette var der også en kode til åbne det med. Volk blev sat til at huske koden, grundet hans gode hukommelse. Vimes ville ikke sige hvem brevet var fra, kun at det kun var for vores øjne. Men han sagde at der var en person som ventede på os oppe på overfladen og som gerne ville snakke med os. Vimes sagde ikke mere, end at vi skulle sige til den person at medicen havde set for meget, og at denne person så ville tage sig af det. Herefter forsvandt Vimes i et lignende lysglimt, som fra tidligere. Men denne gang blev størstedelen af hans tøj og ting liggende. Vi tog den efterladte auspex med os, da denne ville kunne fortælle os om, hvornår der var fjender i nærheden.

Vi begyndte den lange vandring mod overfladen. Volk og Alexander, samt nogle af de resterende stormtropper, som var blevet efterladt, slæbte de sårede med. Dette værende den gode Kaptajn Jebedia, Psyker Thorn med sine mange sår og forbrændinger og den yderst kujon agtige Løjtnant der var lykkedes at blive skadet, selvom han var langt fra frontlinjen. Jeg selv gik med mine flamme våben og auspexen for at være sikre på at vi ikke ville blive angrebet. Men desto tættere vi nåede overfladen og derved udgangen, desto flere xenos begyndte at vise sig på skærmen. Med dette vidste vi at vi ikke kom ud uden at kæmpe. Så her begyndte en storstilet handling der uden tvivl var et eksempel på Kejserens velvilje overfor vores sag. Vi brugte den sidste gas til at sørge for at de usle xenos ikke ville komme for tæt på, for til sidste at bruge Volk store bomebe til at sprænge alt bag os i luften og bringe hellig ild til fjenden. Planen virkede, men det var Kejserens vilje at de resterende stormtroppe ikke skulle klarer det hele vejen. Vi blev skubbet op på overfladen af eksplosionen. Og her ventede der os et syn.

Et par kompanier fra 131. og Xenthorp var mobilisrede ovenfor xenos reden. Der var tanks og soldater alle vejne, og med sådan en styrke ville de usle xenos aldrig have en chance. Men her var også andre og mere vigtige personer. Her var to repræsentanter for Kejserens Hellige Inkvisition. En stor mand klædt i et power armor og en høj mand, der havde noget der mindede som sølv hunde ved sin side. Straks var jeg skuffet. Jeg ville ikke have troet at så loyale tjenere til Kejseren ville benytte sig af den slags xenos dyr.

Vi overdragede de sårede til en gruppe medics, og fik at vide, at vi skulle aflægge rapport til den høje mand med xenos dyrene.

Vi gik hen til at ham og præsenterede os selv. Han krævede en mundtlig rapport og dette fik han. Jeg fortalte alt, dog nævnte jeg ikke brevet, da jeg ikke ved om jeg kan stole på en mand der bruger xenos dyr, og at jeg ved at Kejseren havde en højere mening med at rede os tilbage i gangene. Det lod ikke til at han stole på mig i starten, endnu en grund til at have mistanke til ham. Men da Alexander fortalte det samme lod han det falde.

Herefter krævede han at vi lod os undersøge. Bare dette at insinuerer at vi bærer andet en Kejserens mærker på vore kroppe tyder på at manden er idiot. Men ikke desto mindre føjede vi ham på givne tidspunkt. Jeg fik det dog gjort i private omgivelse, grundet min rang. Så noget fornuft havde han dog. Det blev gjort i et telt, og det fandt selvfølgelig intet på os udover den rene krop som Kejseren ønsker menneskeheden skal have.

Vi blev bragt til en Rhino sammen med den sårede løjtnant. Thorn var ingen steder at finde. Vi blev kørt afsted. Til hvor kunne vi ikke se, men vi ved vi kørte i ca. halvanden standard imperiel time. Da døren gik op var vi kommet længere ind i byen, og befandt os i middelklasse kvarteret. Den høje mand med xenos bæsterne var kørt med.

Herfra blev vi ført ind i en bygning og placeret i hver vores forhørs lokale. Jeg havde sagt på turen af alle skulle hold tæt omkring brevet. Jeg havde ikke sagt mere da jeg ville have tid til at tænke. Da jeg blev placeret i mit rum, som var et forhørs lokale, begyndte jeg at tænke, samt bede til Kejseren for visdom i denne sag og om at alle holdte tand for tunge.

Den høje mand kom ind til mig kort efter. Vi snakkede igen om meget af de samme. Han præsenterede sig selv som Acolyt Viseros, en assistent til Inkvisitøren. Han sagde at hans herre var kendt for dræbe mange psykers på bålet. Til dette kunne jeg ikke brokke mig, men hans herre slog mig ikke som den mest spidsfindige person. For selvom det mente det var grovt at vi havde lavet en aftale med xenos for at forsøge at ligge et baghold. Så lod det til at han var mere interesseret i at vores efterretningstjeneste ikke fulgte protokollen og at der var psykers på planeten, end at en kæmpe hær af usle xenos af infiltreret alle dele af planetens infrastruktur. Helt klart en person der ikke har styr på sine prioriteter. Viseros ville gerne hold os alle til observation, men for hvad ved jeg ikke. Men grundet at de jo nødigt ville komme Kirken på tværs, og gerne opretholde et godt forhold til Ecclasiachiet, så lod han jeg selv gå. En klog beslutning. Jeg havde derudover også fået lov til at tale med de andre. Selvom de stadig var under observation.

Jeg snakkede kort med Alexander. Jeg fortalte ham at jeg ville vende tilbage til basen for at finde flere informationer om sagen og for at forberede mig på hvad der ville ske. Jeg nævnte ikke brevet ved ord, men fortalte jeg ville beskytte det. Alexander var urolig for om han kunne nå at være klar til hans 30 års jubilæum, men jeg beroligede ham med at under alle omstændigheder ville jeg holde en cermoni for ham.

Derefter forsøgte jeg at snakke med Volk. Det lod til at han havde fornærmet Acolyten og var derfor endt bagbundet på gulvet. Dette kom ikke til den store overraskelse for mig. Jeg beroligede ham kort og forlod ham. Jeg sagde til vagterne at de kunne bruge vand til køle ham ned. Ikke for had til Volk, men fordi vi ikke har behov for at han spiller med musklerne overfor inkvisitionen nu når der åbenbart står så meget mere på spil. Vi har behov for ikke at vække mistanke.

Jeg kom også til at snakke med Psyker Thorn. Manden sad låst fast i en stol, med en sort hjelm over hovedet. Han kunne ikke se noget, men jeg forsøgte stadig at berolige ham. De lod til at acolytten havde ret i at denne inkvisitor har psykers øverst på hans liste. Endnu en grund til at være mistænkelig og på vagt overfor denne mand der ikke har styr på prioriteterne. Thorn ville meget gerne have et meditations lys til når han skulle side her og vente. Men selvom jeg forsøgte, så var vagterne klarer i, at fangen ikke skulle have noget.

Efter jeg havde snakket med alle fandt jeg Gunther. Han og jeg pakkede alle vores ting ned i Salamanderen og kørte tilbage til basen.

Der gik ikke ret længe inden Alexander voxede. Han var blevet sat fri, men var stadig under observation og ikke i aktiv tjeneste. Jeg sendte Gunther afsted for at hente ham, og de mænd der skulle holde øje med ham.

Jeg begyndte at ligge planer for, hvordan jeg skulle skaffe koden til brevet fra Volk og læse det, uden at nogen fra Inkvisitøren fandt ud af det. Jeg overvejede også hvad jeg ville sige, hvis det viste sig at brevet ikke var gavnligt for os og Kejserriget. Det skulle findes på en god grund til at give det til inkvisitøren senere. Dette grublede jeg over, imens eftermiddagen på den 128. trak ud.

Thought of the day: A sinner fears the thruth, therefore he hides amongst good men.

View
VI: Krisnas Warstories

Referat nr. 6

Vores helte samler deres udstyr og gør sig klar til at drage ned og udrense xenosreden. Med i grup-pen er den altid store confessor Cortez, den heltemodige sergent Volk, seniorsergenten, den altid vise løjtnant og den formodede kætter Hr. Thorn samt den meget kejsertro kaptajnen og hans folk.

Vores helte plus vedhæng bevæger sig igennem nogle mærkelige gangsystemer, de er helt runde og virker som om de er forarbejdet på en eller anden måde. Der er selvlysende svampe på vægen, tyde-ligt tegn på xenos er i området, måske er det kætter xenos, hvem ved? Efter at have gået rundt i en lille time, bliver den meget kejsertro kaptajnen overfaldet af de usle xenos. Vores heltes løber alt hvad de kan for at komme den meget kejsertro kaptajnen til undsætning. Efter et let lille løb kom-mer vores helte frem til der hvor den meget kejsertro kaptajnen bekæmper de usle xenos.

Den altid store confessor Cortez og seniorsergenten ruller under fjendens skud mens resten af vores helte modigt lader være med at hoppe væk fra skyderne, de har tydeligvis glemt deres basis træning (duk dig for fjendes ild). Vores helte finder hurtigt dækning på nær den heltemodige sergent Volk han stiller sig heltemodigt som altid ude midt i gangen og tager mod fjendens ild. Han kaster en gas granat mod fjenden og ligger sig i dækning. Den altid vise løjtnant skyder en af xenoserne i benene. Den altid store confessor Cortez og seniorsergenten aimer mod fjenden og venter, det næste skyd bliver afgørende. Som sagt bliver skuddet afgørende, seniorsergenten skyder to af de usle xenos i benene, og den altid store confessor Cortez skyder en xenos i brystet, men den ser ud til at være så kætteriske at den ikke forstår den bliver ramt. Den heltemodige sergent Volk kaster endnu en granat mod fjenden, denne springer midt i mellem de fæle xenos, men heller ikke denne hellige ild fra kej-serens helte ser ud til at kunne skade dem.

De fæle xenos stormer i nærkamp med vores helte, de fæle xenos rammer ingen af vores helte. Vo-res helte falder over de onde xenoser, det ser ud til at deres rustninger er tykkere end det lige ser ud til… Den meget kejsertro kaptajnens mænd slår godt fra sig og en xenos. En xenos falder for seni-orsergentens hånd og den altid store confessor Cortez slår heltemodigt lige på dens rustning hvilket ikke syntes at have effekt. Imens vores helte den altid store confessor Cortez den heltemodige ser-gent Volk og seniorsergenten, kæmper for kejserens lys, kæmper den formodede kætter Hr. Thorn og den altid vise løjtnant kæmper bravt for at resten vores helte ikke bliver oversvømmet af fjender bagfra. Under deres kamp bruger den formodede kætter Hr. Thorn et skud på at ligge en xenos ned ved at skyde hovedet af den. De to helte slår nu over for 4 xenoser. Den altid store confessor Cortez den heltemodige sergent Volk og seniorsergenten, får nedkæmpet de xenos der løber i nærkamp med dem. Den meget kejsertro kaptajn stiller sig heltemodigt op og skyder på de onde xenos, men bliver ramt af de fæle xenos skud og bliver rykket fra hinanden.

View
VI: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 30.4.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Start d. 128 dag.

Vi stod nede i de gange lavede af de usle xenos. Vi kunne kigge ud over en slagmark, hvor der både lå lig fra fjenden og fra vores egne tropper. Vi kunne genkende at det våben, som de uhellige xenos, benyttede sig af var af samme type som dem vi tidligere havde set hos Eurogatta. Dette for mig til at tro og den mistænkelige rigmand muligvis står i ledtog med disse Kejser fjendske xenos. En teori jeg må komme til bunds i senere.

Vi bevægede os længere ned i den usle xenos rede sammen med Kaptajnen og hans mænd. Men efter noget tid nåede vi til et kryds hvor gangen fortsat i 3 retninger længere ned i reden. Her valgte vi at splitte os op i 3 gruppe og fortsætte fremad, men altid på den sammen længde grad, så ingen gruppe kom ind i reden for de andre. Kaptajnen og nogle mænd tog gangen til højre, vi tog den i midten og resten gik til venstre. Mens vi stod ventede på at alle gruppe kunne fortsætte fortalte Ale-xander nogle krigshistorie til de urolige mænd.

Længere nede i gangene stødte vi på nogle ulækre og lysende Xenos svampe. Hvad disse har til opgave for de usle xenos kan vi kun gisne om. Men jeg beordrede at alle skulle holde fingrene for sig selv.

Efter noget tid meldte kaptajnen tilbage at han var under kraftigt angreb fra fjenden og at han havde brug for forstærkninger hurtigt. Så vi løb tilbage ned af gangen og ind i den tunnel som kaptajnen havde taget. Vi var altid opmærksom, da man aldrig kan vide sig sikker på bagholds angreb fra en fjende som disse xenos. Da vi nærmede kunne vi se lysende fra ildkampne længere nede af gangen.

Vi var efterhånden kommet tæt nok på kampen til at kunne se fjenden, og disse begyndte da også at beskyde os langt væk fra. De andre blev ramt af splinter og andet fra de usle xenos’ våben, som var ineffektive på lang rækkevide. Men mine og Alexnader reflekser var velsignede og vi nåede at duk-ke os fra ilden. Da vi nåede hen til vore egne soldater var fjenden kun 50m væk. Kampen var alle-rede godt i gang og de usle eddekoppe xenos gravlede rundt oppe på murerne af gangene som de uhellige væsner de er. Takket være Kejserens nåde var den gode Kaptajn stadig i live, og havde lavet forsvarsværker af lig, for at beskytte sig selv og sine mænd. Kampen rasede videre.

Længere inde i kampen blev Volk ramt af et at de uhellige xenos våben og blev såret. Heldigvis lå vi andre i dækning så vi blev ikke ramt. Psyker Thorn og Straken havde holdt sig længere tilbage i tunnellen med nogle folk for at beskytte vores flanke, i tilfælle af en kujon manøvre fra de usle xe-nos. Men jeg tænker nok at der lå må kujon agtige tanker til grunde for disse taktiske handlinger fra Thorn og Straken.

Volk valgte at smide en senneps gas granat, da vores rapporter sagde at dette nok skulle få has på de usle xenos og dræbe dem. Dog kastede Volk ikke denne granat så langt at den kunne nå de usle xe-nos med dens rensende gas. Men de stupide xenos begyndte alligevel at nærme sig gassen i deres iver for at kaste sig over Kejserens tjenere. Endnu et bevis for at dem som ikke er oplyst at Kejse-rens lys ikke kan tage den rigtige beslutning i en krig.

Kort tid efter at Volk havde kastet en gas granat kastede han endnu en granat. Denne gang en frag granat der havde til opgave at sprede senneps gassen så den kunne brede sig udover de usle xenos. Vi var ikke bekymrede da vi alle bar vores masker og heldragter. Men det usle xenso skulle snart for Kejserens vrede at føle. Kejseren velsignede Volk granat og gassen blev spredt godt ud i tunne-len og over fjenden. I deres panik brugte de deres uhellige net våben, men ramte langt ved siden af, blænde af den mægtige modstand. Kampen fortsatte herefter med samme intensitet.

Da gassen nu var begyndt at sprede sig, valgte de kujon agtige xenos at flugte ud af den og storme i vores retning for at angribe os i nærkamp. Dette kom som ingen overraskelse, da enhver xenos aller dybest nede er en kujon, og deres angreb var da også så halvhjertet at deres fremrykning ikke havde nogen synlig effekt, udover at kampen nu var tæt og blodig.

Kampen havde nu udviklet sig til en grov nærkamp, hvor de usle xenos troede de havde overtaget. Men Alexander og jeg viste os at være et større mundfuld end de havde regnet med og med Kejse-rens vrede til at styre vore sværd viste vi de usle xenos hvorfor det er mennesker der skal herske i galaksen. I denne tætte kamp valgte Volk også at kaste endnu en senneps gas granat, men denne gang i nærkamp. Gassen blev spredt godt og de usle xenos led meget under den rensende gas. Os rørte den ikke takket være vore dragter og tro på Kejseren.

Kampen bølgede frem og tilbage, og det lykkedes Alexander, den sårede kaptajn Jebedia og jeg selv at give de usle xenos en kamp for livet, og vi nedlagde nogle og gav andre tunge skader, imens gas-sen væltede rundt om os og rensede tunnelen. Det hele kørte godt. Men der blev ved med at komme flere xenos forstærkninger til. De var overalt og kravlede på en uhellige og unaturlig måde over det hele. De skød med deres net våben, men dis-se dukkede jeg og Volk os væk fra.

Kampen fortsatte, men det blev ved med at vælte frem. Jeg frygter intet så længe jeg har Kejseren ved min side, og jeg vil ik…..... [statisk støj]

Thought of the day: To betray the Emperor is to betray oneself and mankind as a whole.

View
V: Krisnas Warstories

Referat nr. 5

  • dårlig** *forbindelse*opgive *
View
V: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 16.4.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Vores heltemodige kamp imod den uhellige dæmon fortsatte med at køre på højeste blus, og efter en hård kamp lykkedes de Senior Sergent Alexander at ødelægge dæmonen med vredens ild fra hans våben, og sende den tilbage til den uhellige rige.

Selvom Kampen var forbi valgte Morn stadig at satse på kloak åbningen, men til hans uheld der mørk og den gode præst måtte tage turen ned i hullet med hovedet først. Dette lagde jeg mærke til, og jeg var derfor ekstra opmærksom på ikke at skvatte ned i hullet og komme til skade, også selvom det var vores eneste umiddelbare vej ud af dette bagholdsangreb.

Selvom Dæmonen var udslettet var rummet stadig fyldt med uhellige xenos, og disse valgte som de kujoner de er at udnytte forvirringen, som dæmonen havde skabt, til at skyde på den gode Alexander. Og imens denne skudveksling fandt sted gik der ild i rummet. Om det skyldes den store mængde promethium der havde gennemvædet rummet, eller et andet uhelligt trick ved jeg ikke. Hvad jeg ved var at det styrede imod Alexander og Psyker Thorn. Det lykkedes for den hurtige Senior Sergent at undgå flammerne, men alle ved at hekse er let antændelig og tiltrækker ild, derfor gik der ild i Thorns ene ben. Thorn og Alexander valgte at retræte var det bedste og sprang ned i kloakken. Thorn så ikke ud til at klarer faldet godt, men der var ikke tid til at klarer det. Jeg har mistet Volk og den tidligere besatte person af syne, men ilden var for høj til at gøre noget. Jeg råbte ”By the Emperors furies! We will be back!” og hoppe efter de andre nede i kloakken.

Nede i kloakken tog den stærke Alexander den sårede og usle Thorn op på sine ryg og vi begyndte at løbe. Jeg var bagerst parat med min flamme pistol, hvis de usle Xenos ville finde på at følge med. Vi havde regnet med at Morn var hernede, men han var ikke i syne. Vi havde meget andet at tænke på, og vi gik ud fra at han bare var løbet i forvejen. Så hurtigt vi kunne bevægede vi os igennem kloakken for at finde et dæksel vi kunne kravle op af og tilkalde forstærkninger.

Vi kravlede op af de hul der hed I-4. Efter alle var oppe, så begyndte Alexander at sikre området. Thorn var besvimet at sine smerter, og jeg begyndte at voxe efter de pansernæve enheder der var vores forstærkning. Det viste sig hurtigt at store dele af forstærkningerne var kommet i kamp med de usle xenos og led svære tab. Det endte med at kun en chimera kunne komme os til hjælp. Efter noget tid lykkedes os det endelig at få kontakt til Morn over voxen. Manden var blevet ved med at løbe i lang tid. Vi sagde at han skulle finde frem til I-4 ligesom forstærkningerne.

Efter noget tid dukkede Morn op. Vi ventede lidt, og så dukkede den sidste chimera op fra forstærkningerne. Her dukkede Sergent Volk også op igen, hvordan han var undsluppet flammerne ved jeg ikke men han virkede rystet. Vi kørte hen imod den del af bygningen der nu stod i flammer i håbet om at få noget mere information. Her lykkedes det os at fange den preatorian der havde været besat. Jeg valgte at tilbageholde ham under mistanke at han var videre indblandet, eller at Xenos tanker stadig gemte sig i hans hoved. Desværre kunne vi ikke komme ind i bygningen og få fat i et lig fra en af de besejrede xenos, da flammerne var alt for store på dette tidspunkt. Herfra voxede vi også til løjtnanten der havde mistet mange mænd, at du skulle møde op med os, så vi kunne vente på forstærkninger i samlet flok.

Jeg voxede hurtigt til Obersten om situationen, og han var forstående og valgte straks at sende 1.kompagni afsted med chimeras. Jeg fik vox kannalen til Kaptajn Jebedia der var CO i 1. kompagni. Han og jeg blev enige om at hele området omkring fabriks hallerne skulle i karantæne, og systematisk gennemsøges og udrenses.

I den time der ville gå før 1. kompagni ville ankomme spildte jeg ikke tiden. Jeg valgte at snakke med løjtnanten der havde været i kamp imod de usle xenos. Desværre kunne han ikke fortæller ret meget, da det hele var sket hurtigt og i snævre gang. Så han vidste ikke hvorledes de så ud, kun at hans mænd var blevet skåret i stykker af skarpe våben, noget der straks førte mine tanker tilbage på den forræderiske vicevært som også var blevet skåret i stykker af en formodet xenos. I denne tid ankom Løjtnant Straken også. Han var selvfed som altid, og ankom i et usømmeligt fartøj. Som altid vidste han ikke var der skete omkring sig og begyndte at kræve kommandoen. Noget han som sædvanlig kun får officielt, da alle mændene tydeligt kan se hans inkompetence.

Efter noget tid ankom 1. kompagni med alle deres Chimera kørende smukt på en lang række, for give Kejserens fjende det de har fortjent. Men en ussel xenos heks valgte at lave en ildmur på vejen. Men den slags usle hekserier bider ikke på Kejserens panserede styrker. Så på min kommando lavede den sårede Thorn en scanning og lokaliserede den kujon agtige xenos. Der blev åbnet ild og fjenden blev besejret.

Herefter begyndte den lang kamp med at for renset alle haller og gange. Dette gik også rigtig godt i starten, hvor de brave soldater fik presset de usle xenos langt tilbage. Men pludselig stødte mændene på en xenos rede, og fremrykning blev herfra meget svært.

Kaptajnen sendte flere folk ned i gangene for at bekæmpe de usle xenos. Det blev besluttet at de var langt bedre at hente flere folk, og så holde den usle xenos rede i karantæne så længe så muligt med de folk vi havde til rådighed.

Der blev voxet op til Obersten igen, og han sagde at han ville sende endnu et infanteri kompagni og et mechaniseret kompagni fra xenthorp med flere folk og chimeras.

Imens vi ventede på forstærkninger hold soldaterne xenosserne stangen, imens vi holdt et møde med kaptajnen. Vi blev enige om at vi ville lave en karantæne zone hele vejen uden om den usle xenos rede. Men der var to problemer. For det første var der alt for mange gang i forhold til antallet af mænd vi havde tilbage, og for de andet havde vi ikke noget sprængstof til at lukke nogle af gangene. Så vi var ikke klarer over hvordan vi skulle holde dem inde.

Imens mødet kørte på valgte de usle og kujonagtige xenos at lave et modangreb på vores styrker i tunnellerne. De viste sig dog hurtigt at de udleverede senneps gas som 131. bruger var yderst effektiv imod de usle xenos.

Med denne nye opdagelse valgte Kaptajnen at vi skulle tage kampen til de usle xenos og derved vinde hæder og ære. Og Straken var fornuftig nok til at foreslå at Kaptajnen ledte fra fronten, hvilket både jeg og kaptajnen syntes var en god ide, og jeg mente at vi skulle gøre Kaptajnen selskab i det modige angreb.

Så sammen med Kaptajnen og hans vagter bevægede vi os ned i de gang som de usle xenos havde lavet. Takket være gassen var fronten nu rykket ind i reden, og vi fik vores første syn af dem og deres bygge teknik. De var hæslige uden sjæl og med tomme ansigter og med mange ben. De bar deres primitive sværd og våben. De mindede mig om en blanding af et spøgelse og en stor edderkop.

Thought of the day: Only a sinner would question dogma.

View
V: Sergeant Volk's "Mereo sub Imperator"

Commit to: Imperial Record

EST 02/8314Tactica Imperialis 8923/1290

Crossfile to: Imperial Guard Intelligence / Antebeat / Ultima Segmentum / Aegnus IV / Xeno Infestation

Input Date: 127000.M41

Input Clearance: Colonel Krakov, 113th Antebeat

Author: Sergeant Rufus Volk, 113th Antebeat

Transmitted:—-

Transmitter: None

Transmission Supervisor: None

Thought of the Day: Vigilance is the brother of truth.

+ + + BEGIN VOX RECORD + + +

Here follows the report of Sergeant Rufus Volk of the 113th Antebeat Mixed Regiment. I will account for the events as I experienced them. I have included my personal opinions and views, as I hope they will give a more clear image of the events. Sergeant Rufus Volk, 113th Antebeat Mixed Regiment.

+ + + VOX RECORD ENDS + + +

As we saw the ungodly form of the Demon emerge, from the bowels of Hell, Senior-Sergeant Krishnas reacted as a true servant of the emperor, and opened fire on the abomination. My first concern was to find an alternative route of retreat, as I felt the sewers would be inadequate for a mighty figure as the glorious Confessor Cortez. Mr. Thorn also stood fast, facing the evil being. Perhaps I have misjudged his character. Or perhaps not.

If I hadn’t known any better I would say the the glorious Confessor Cortez and Techpriest Morn, appeared to be afraid of Demon, but I know in the depths of my soul that it is impossible. The glorious Confessor, would never be afraid of a being as foul as the one we face. Possibly he simply were too concerned with the well-being of his men, and searched for a way for us all to retreat and regroup. Pure genius. Curse my soul for ever doubting him.

Senior-Sergeant Krishnas’s spray of bullets proved to be too much for the foul demon, and it disintegrated. Seldom have I seen such courage and skill. He rightly deserves the Honorifica Imperialis for his efforts.

But alas, our struggles were not over that easy. The chanting form the damned Xeno-loving witch continued and a great wall of fire emerged, igniting the Promethium covered floor. Techpriest Morn panicked and fell down into the sewers, injuring himself. Mr. Thorn’s robes caught on fire, and he stumbled down the manhole, landing on top of Morn. Krishnas was engulfed by flames, but the Emperor, beloved by all, held his hand over him and allowed Krishnas to emerge unscathed. Praise the Emperor, beloved by all. As I saw the fire spread fast I continued toward the door, as I could not reach the manhole in time to rejoin my comrades. A Krak grenade made short work of the door. The last thing I hear before running out the door is the glorious Confessor bellowing: “We will be back, foul witch.”, before retreating down the manhole with the rest of the team.

As I step out I find myself alone, but not lost. Some burning creature stumbled out the door, and falls over. It seemed like it was waving to me, but I can’t be sure. It may as well have been trying to lure me closer to kill me. I quickly survey the surrounding area, and begin to run in the direction of the Armoured Fist Squads. While running I reach the Confessor on my vox, and lets him know that I will rendezvous with them at the AF Squads. However Krishnas, calls me and gives me their location, after which I rejoin them in the next hall. Apparently Morn is lost in the sewers, and we have to sit tight awaiting the AF Squads. After a while Morn finds his way back to us, and we meet up with the AF Squads. Mr. Thorn is badly wounded by the fire, Techpriest Morn tend to his wounds, much to the annoyance of Mr. Thorn. Heh heh, I can’t help but laugh, when I recall his complaints.

The glorious Confessor Cortez, calls Colonel Krakov, to report our encounter with the foul beings, and Krakov sends reinforcements, in form of a AF Company, led by the mighty Captain Jebediah, a most loyal and pious servant to the Emperor, beloved by all. In the meantime we restrain the formerly possessed man, who led us into that cursed ambush. He could probably provide us with some ore information. We meet up with Captain Jebediah and our Lt. Straken who have returned for training (in a marvellous hovercar. A beautiful piece of machinery), good to have our most skilled sniper back, but in the meantime more Xenos have appeared, and a small battle gets under way. Apparently soldiers have stumbled upon the Xeno-lair, and the Xenos are defending it fiercely. As we are discussing different plans of progress, it is reported that Blister gas, is effective in driving the Xenos back, and the brave Captain Jebediah, decides to lead the battle from the front lines. A true man of my heart.

Once again we crawl into the sewers and advances, with the Captain and Senior-Sergeant Krishnas in front, both wearing carapace armour, thus forming a sold wall of good old imperial courage and carapace. My heart swell with pride at the sight of these two brave servants of the Emperor, beloved by all. After a while we find some dead guardsmen and Xenos. Krishnas is struck hard by the foulness of the foul Xenos corpses. We stand and plan our next move. The rage, the terrible rage, swell in my chest as I behold the foulness of the Xenos- scum. I couldn’t help my self, and kicked the fragging corpse of a particular ugly Xeno-corpse, wearing a rebreather. Apparently it has slaughtered several guardsmen, by it self. Damn it. Damn it all to hell.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.