Life is a prison. Death is release.

VII: Confessions of the Confessor

Referat fra spilgangen d. 14.5.2008 af Jonas Byrresen aka Confessor Varus Cortez, In the Service of The God Emperor.

Fjenden nærmede sig med hastige skridt. Der var usle xenos, gas og kugler alle vejne. Det så mest af alt ud til at vi skulle gøre os klar til at møde Kejseren, og kæmpe til døden.

Men midt i det hele blev alting klart og stille. Vox menigen blev helt klar i ansigt. Og med et samlede han en tank fuldt med promethium fra en flammekaster op. Han løb ind iblandt de mange usle xenos fjender og detonerede den. Han levede og døde som en man skal, for Kejseren. Han offer havde givet os noget pusterum, for nu var der flammer foran os, så den store gruppe xenos ikke kunne rykke frem. Men der var stadig mange fjender andre sted bag os. I alt forvirringen forsøgte medic menigen af hjælpe den sårede kaptajn.

Ilden foran os havde formet sig til en kæmpe glorie der dækkede alle overflader. Men dette stupide xenos valgte stadig at angribe. Vox operatørens offer var måske ikke nok. Men jeg var ikke klar til at give op uden kamp, og jeg kunne se at Volk og Alexander havde det på samme måde. Vi ville møde Kejserens fjender med spindende stål og troen på gude Kejseren i vore tanker.

Dog nåede det aldrig til kamp, for Kejseren havde andre planer med os. Pludselig var der et stort skarpt lys midt i gangen. Der var en masse larm. Med et stod der en stor gruppe stormtropper midt i gangen, som de var blevet teleporteret derhen af Kejserens vilje. Nogle få endte i væggene og blev sårede. I blandt dem var en gammel kending, nemlig tax-collector Vimes. Hvad han lavede der skal jeg ikke kunne udtale mig om på givne tidspunkt, men hvis dette er Kejserens vilje så lad det være således.

Disse nyankomne og friske stormtropper begyndte straks at nedslagte de usle xenos, som prøvede at angribe igennem den store ring af ild. Vi led nogle få tab, men det usle xenos led store skader og flygtede som de kujoner det atter har bevist de er. Da kampen var over og de sidste xenos var døde eller flygtede, så stod vi tilbage med Vimes og nogle af hans soldater. Men vi vidste at så snart de usle xenos havde fundet sammen i store flokke igen, så ville de blot vende tilbage til stedet.

Efter kampen ville vi meget gerne snakke med Vimes. Han sagde at han ikke havde meget tid, men at han havde noget til os. Det var et brev. Det var genetisk kodet, så det ville ødelægge sig selv, hvis andre end os prøvede at åbne det. Udover dette var der også en kode til åbne det med. Volk blev sat til at huske koden, grundet hans gode hukommelse. Vimes ville ikke sige hvem brevet var fra, kun at det kun var for vores øjne. Men han sagde at der var en person som ventede på os oppe på overfladen og som gerne ville snakke med os. Vimes sagde ikke mere, end at vi skulle sige til den person at medicen havde set for meget, og at denne person så ville tage sig af det. Herefter forsvandt Vimes i et lignende lysglimt, som fra tidligere. Men denne gang blev størstedelen af hans tøj og ting liggende. Vi tog den efterladte auspex med os, da denne ville kunne fortælle os om, hvornår der var fjender i nærheden.

Vi begyndte den lange vandring mod overfladen. Volk og Alexander, samt nogle af de resterende stormtropper, som var blevet efterladt, slæbte de sårede med. Dette værende den gode Kaptajn Jebedia, Psyker Thorn med sine mange sår og forbrændinger og den yderst kujon agtige Løjtnant der var lykkedes at blive skadet, selvom han var langt fra frontlinjen. Jeg selv gik med mine flamme våben og auspexen for at være sikre på at vi ikke ville blive angrebet. Men desto tættere vi nåede overfladen og derved udgangen, desto flere xenos begyndte at vise sig på skærmen. Med dette vidste vi at vi ikke kom ud uden at kæmpe. Så her begyndte en storstilet handling der uden tvivl var et eksempel på Kejserens velvilje overfor vores sag. Vi brugte den sidste gas til at sørge for at de usle xenos ikke ville komme for tæt på, for til sidste at bruge Volk store bomebe til at sprænge alt bag os i luften og bringe hellig ild til fjenden. Planen virkede, men det var Kejserens vilje at de resterende stormtroppe ikke skulle klarer det hele vejen. Vi blev skubbet op på overfladen af eksplosionen. Og her ventede der os et syn.

Et par kompanier fra 131. og Xenthorp var mobilisrede ovenfor xenos reden. Der var tanks og soldater alle vejne, og med sådan en styrke ville de usle xenos aldrig have en chance. Men her var også andre og mere vigtige personer. Her var to repræsentanter for Kejserens Hellige Inkvisition. En stor mand klædt i et power armor og en høj mand, der havde noget der mindede som sølv hunde ved sin side. Straks var jeg skuffet. Jeg ville ikke have troet at så loyale tjenere til Kejseren ville benytte sig af den slags xenos dyr.

Vi overdragede de sårede til en gruppe medics, og fik at vide, at vi skulle aflægge rapport til den høje mand med xenos dyrene.

Vi gik hen til at ham og præsenterede os selv. Han krævede en mundtlig rapport og dette fik han. Jeg fortalte alt, dog nævnte jeg ikke brevet, da jeg ikke ved om jeg kan stole på en mand der bruger xenos dyr, og at jeg ved at Kejseren havde en højere mening med at rede os tilbage i gangene. Det lod ikke til at han stole på mig i starten, endnu en grund til at have mistanke til ham. Men da Alexander fortalte det samme lod han det falde.

Herefter krævede han at vi lod os undersøge. Bare dette at insinuerer at vi bærer andet en Kejserens mærker på vore kroppe tyder på at manden er idiot. Men ikke desto mindre føjede vi ham på givne tidspunkt. Jeg fik det dog gjort i private omgivelse, grundet min rang. Så noget fornuft havde han dog. Det blev gjort i et telt, og det fandt selvfølgelig intet på os udover den rene krop som Kejseren ønsker menneskeheden skal have.

Vi blev bragt til en Rhino sammen med den sårede løjtnant. Thorn var ingen steder at finde. Vi blev kørt afsted. Til hvor kunne vi ikke se, men vi ved vi kørte i ca. halvanden standard imperiel time. Da døren gik op var vi kommet længere ind i byen, og befandt os i middelklasse kvarteret. Den høje mand med xenos bæsterne var kørt med.

Herfra blev vi ført ind i en bygning og placeret i hver vores forhørs lokale. Jeg havde sagt på turen af alle skulle hold tæt omkring brevet. Jeg havde ikke sagt mere da jeg ville have tid til at tænke. Da jeg blev placeret i mit rum, som var et forhørs lokale, begyndte jeg at tænke, samt bede til Kejseren for visdom i denne sag og om at alle holdte tand for tunge.

Den høje mand kom ind til mig kort efter. Vi snakkede igen om meget af de samme. Han præsenterede sig selv som Acolyt Viseros, en assistent til Inkvisitøren. Han sagde at hans herre var kendt for dræbe mange psykers på bålet. Til dette kunne jeg ikke brokke mig, men hans herre slog mig ikke som den mest spidsfindige person. For selvom det mente det var grovt at vi havde lavet en aftale med xenos for at forsøge at ligge et baghold. Så lod det til at han var mere interesseret i at vores efterretningstjeneste ikke fulgte protokollen og at der var psykers på planeten, end at en kæmpe hær af usle xenos af infiltreret alle dele af planetens infrastruktur. Helt klart en person der ikke har styr på sine prioriteter. Viseros ville gerne hold os alle til observation, men for hvad ved jeg ikke. Men grundet at de jo nødigt ville komme Kirken på tværs, og gerne opretholde et godt forhold til Ecclasiachiet, så lod han jeg selv gå. En klog beslutning. Jeg havde derudover også fået lov til at tale med de andre. Selvom de stadig var under observation.

Jeg snakkede kort med Alexander. Jeg fortalte ham at jeg ville vende tilbage til basen for at finde flere informationer om sagen og for at forberede mig på hvad der ville ske. Jeg nævnte ikke brevet ved ord, men fortalte jeg ville beskytte det. Alexander var urolig for om han kunne nå at være klar til hans 30 års jubilæum, men jeg beroligede ham med at under alle omstændigheder ville jeg holde en cermoni for ham.

Derefter forsøgte jeg at snakke med Volk. Det lod til at han havde fornærmet Acolyten og var derfor endt bagbundet på gulvet. Dette kom ikke til den store overraskelse for mig. Jeg beroligede ham kort og forlod ham. Jeg sagde til vagterne at de kunne bruge vand til køle ham ned. Ikke for had til Volk, men fordi vi ikke har behov for at han spiller med musklerne overfor inkvisitionen nu når der åbenbart står så meget mere på spil. Vi har behov for ikke at vække mistanke.

Jeg kom også til at snakke med Psyker Thorn. Manden sad låst fast i en stol, med en sort hjelm over hovedet. Han kunne ikke se noget, men jeg forsøgte stadig at berolige ham. De lod til at acolytten havde ret i at denne inkvisitor har psykers øverst på hans liste. Endnu en grund til at være mistænkelig og på vagt overfor denne mand der ikke har styr på prioriteterne. Thorn ville meget gerne have et meditations lys til når han skulle side her og vente. Men selvom jeg forsøgte, så var vagterne klarer i, at fangen ikke skulle have noget.

Efter jeg havde snakket med alle fandt jeg Gunther. Han og jeg pakkede alle vores ting ned i Salamanderen og kørte tilbage til basen.

Der gik ikke ret længe inden Alexander voxede. Han var blevet sat fri, men var stadig under observation og ikke i aktiv tjeneste. Jeg sendte Gunther afsted for at hente ham, og de mænd der skulle holde øje med ham.

Jeg begyndte at ligge planer for, hvordan jeg skulle skaffe koden til brevet fra Volk og læse det, uden at nogen fra Inkvisitøren fandt ud af det. Jeg overvejede også hvad jeg ville sige, hvis det viste sig at brevet ikke var gavnligt for os og Kejserriget. Det skulle findes på en god grund til at give det til inkvisitøren senere. Dette grublede jeg over, imens eftermiddagen på den 128. trak ud.

Thought of the day: A sinner fears the thruth, therefore he hides amongst good men.

Comments

Migal

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.